Sommer tur i Mopa båd 2. del

Mopa og lejrliv

Hård vind fra nordvest umuliggør sejlads, men det er jo perfekt, når vi alligevel vil være i land.

Her i 2. del står den på lejrliv. Hjemturen foregår i blank vand med sæler, sol og edderfugle ællinger.

IMG_1239 IMG_1288

IMG_1262 IMG_1231


Gå ture til købmanden, leg på stranden og masser af uden dørs madlavning. Vi nyder naturen i fulde drag og sol og varme fortsætter. Den hårde vind er ikke noget problem. På hele turen laver vi al mad over bål på stranden. Vores nyindkøbte Kellykettle, til at koge vand med, er en stor succes.

Dorthea laver selv mad i sine egne gryder med sand og saltvand som ingredienser, så da hun en morgen vil assistere med havregrøden og i et snuptag tilsætter en håndfuld sand, kan vi kun grine af hendes velmenende hjælp.

På fjerde dagen er det helt vindstille. Om formiddagen sejler vi først en tur til Blinde Røn, hvor vi ligger os i sikker (og lovlig) afstand fra sandrevlen, hvor mindst 50 spættede sæler hviler sig med deres unger. Efter få minutter med slukket motor, kommer en nysgerrig sæl helt tæt på – måske i en afstand af kun 20 meter.

Bagefter sejler vi en tur rundt om Livø med Elsemarie ved roret. Vi ser adskillige sæler, som Dorthea spotter på lang afstand og et sted svømmer en edderfuglehun med små ællinger.

Dorthea tilbringer endnu en middagssøvn i båden, mens vi pakker lejren ned. Hen under aften er vi retur ved udgangspunktet, efter en hel igennem perfekt tur.

Denne test tur har bekræftet os i at det er nemt at være på tur i Mopa med vores datter. Vi ved, at mange har foretaget meget længere ture med børn i denne bådtype. Nu ved vi, at det også er noget for os. Dorthea har nemlig spurgt mange dagligt, efter vi kom hjem, om vi ikke snart skal sejle igen?

Det skal vi. Vi har mange planer om mange ture, som du kan følge her på siden.