Snakken i kajakken

I kajak langt fra land

En enestående chance skulle udnyttes.

med barn i kajak

Det er ikke ofte man oplever en september dag med 2 meter per sekund fra øst og sol. Når så både luft og vand i Limfjorden nærmer sig 20 graders varme, så er det bare med at udnytte muligheden. Det var hvad vi gjorde. Hjem fra børnehave, pakke madpakken og så af sted.

At være alene med sit barn på vandet er en unik oplevelse for begge. Her er der ingen som forstyrrer og tiden flyver. Oplevelserne står i kø for at blive oplevet, hvis blot man holder øjne og ører åbne.

med barn i kajak på Limfjorden

På denne lille tur, der varede et par timer fra vi forlod stranden til vi var tilbage, gik snakken konstant om alt fra sandormes føde, hjejlers trækruter, indholdet i sølvmågers gylp, skarvers fødevalg og alger i vandet til dagens oplevelser og alt muligt andet. Det er simpelthen en fantastisk måde at være sammen – alene med sit barn i naturen.

Jeg kan kun opfordre til at komme af sted og det behøver på ingen måde at være i en kajak. En gåtur langs stranden, i skoven eller noget helt andet kan være mindst lige så godt. Det gælder bare om at komme af sted.

Har du mulighed for netop kajak, så kan du læse endnu et indlæg om dette her.

kajak i Limfjorden med børn i naturen

Og så lige det med sikkerheden, som altid er det højeste på dagsordenen. Pågældende tur foregik langt fra land, men aldrig på dybere vand end 75 cm. Når så dertil kommer redningsveste, godt vejr (varmt vand), tidligere træning og meget stort lokalkendskab, så mener jeg det er mere sikkert end en tur i bil på motorvejen. Men det er vigtigt at starte op i den helt sikre ende og aldrig lave noget man ikke har gennemtænkt til mindste detalje.