Foderbræt helt tæt på

Fugle foderplads

Hvis ikke man fodrer havens fugle hele året, er det nu på høje tid at få begyndt.

Der er mange flere muligheder end den mest udbredte, hvor man sidder inden for vinduet og kikker på foderbrættet. Man kan for eksempel iagttage fugle på få centimeters afstand, hvis man indretter sig rigtigt. Se hvordan, og se en liste med eksempler på hvilket foder, der tiltrækker hvilke fugle.

Det er spændende for både børn og voksne at komme helt tæt på fuglene. Man kan lave en foderplads et sted hvor det er oplagt, eksempelvis lige uden for vinduet. Det er fint med dyre, kunstfærdige foderhuse med pap tag, stråtag eller udskæringer. Er man mere til et hjemmelavet foderbræt, flækket sammen af affaldspind sammen med børnene – så er fuglene altså ligeglade. Det er rigtig godt med tag over foderbrættet, for at holde foderet tørt, men det er bestemt ikke nødvendigt.

Vil man endnu tættere på, kan man anvende et legehus eller et konstrueret skjul, hvor man – efter at have fodret dagligt i et stykke tid – kan sætte sig med varmt tøj og termokande og observere. Sidder man helt stille, og er hullet man kikker ud af tilstrækkeligt lille, kan man være helt tæt på. Man kan ligefrem konstruere en lille hylde på legehuset, hvor der ligger foder. Borer man så et 10 millimeter hul, kan man observere fuglene på få centimeters afstand.

Har man først lært de almindelige arter at kende, kan man enten fodre et nyt sted med en anden bevoksning, eller forsøge sig med nyt foder – så vil der helt sikkert komme nye arter til.

Det med at skulle fortsætte, hvis man først er begyndt, er lidt af en skrøne. Fugle der har vænnet sig til et foderbræt, skal nok finde andre muligheder, den dag der ikke er foder på brættet. Sådan er det jo også i naturen; når der ikke er flere bær på en busk, flyver fuglene jo videre til den næste.

Herunder følger en liste med eksempler på hvilket foder der tiltrækker hvilke fugle:

Solsikke

Musvit, Blåmejse, Sumpmejse, Spætmejse, Grønirisk, Bogfinke, Kvækerfinke, Dompap, Stor flagspætte, Solsort og mange flere

Havre

Gulspurv, Bogfinke, Ringdue, Tyrkerdue, Kornværling (sidstnævnte kun i særligt kolde vintre)

Hirse

Gråsisken, Grønsisken

Fedt

Musvit, Blåmejse, Sumpmejse, Stor flagspætte, Solsort

Æbler

Solsort, Sjagger, Vindrossel, Skovskade

Desuden vil en hvilken som helst foderplads tiltrække spurvehøg. Det sker uafbrudt over alt på kloden, at rovfugle og rovdyr skaffer sig bytte. Det er en fantastisk oplevelse at være heldig at opleve dramaet – og så er det jo en kærkommen lejlighed til at lære børn om ”den enes død – den andens brød”.