Rygsæk til børn

Billede nummer 3Rygsæk til børn

Sådan bringer du en toårig med over alt uden at skulle bekymre dig om, om der er for langt tilbage for de små ben, eller om underlaget egner sig til en klapvogn. Den frihed det giver, at kunne transportere sit barn i en rygsæk, er helt uvurderlig. Læs herunder om vore erfaringer efter rigtig, rigtig mange kilometer i Danmark og udlandet.

”Vi har besluttet at I må være de helt rigtige til at overtage den – så ved vi at den bliver brugt!”.

Det var med ydmyghed, at vi tog i mod gaven. Vore venner har anvendt rygsækken til to børn, som nu er vokset fra den, og de har blandt andet travet i Thailand, Ecuador og på Galapagos øerne, så vi følte virkelig at der var noget at leve op til.

Vi gør hvad vi kan. Vores datter blev introduceret til rygsækken, da hun var fyldt et år og så småt var ved at være for stor til at sidde på maven i bæreselen, som i øvrigt var en stor succes det første år.

Vi bruger den næsten dagligt. Når vi går tur kommer madpakken, regntøjet og anden bagage i pakkerummet nederst. Nogle gange kommer rygsækken ikke i brug, men andre gange er vi kommet rigtig langt fra hjemmet, cyklen eller bilen og så kommer den i brug, når der pludselig er for langt tilbage. Andre gange igen anvender vi den til transport til spændende steder, langt fra alfarvej.

Den er i øvrigt også et hit, når vi skal slå græs. Så får hun høreværn på og sidder i rygsækken og dirigerer – og den der skubber plæneklipperen får lidt ekstra motion!

Rygsæk til børn

På rejser placerer vi en lille fyldt rygsæk på ”siddepladsen”, når rygsækken skal med flyet som bagage.

Om få dage fylder Dorthea tre år. Vi påregner at anvende rygsækken lidt endnu. Når hun bliver så stor at den ikke er behagelig for hverken hende eller os, er den stadig en god sikkerheds foranstaltning i en overgangsperiode, når vi eksempelvis skal på vandreture i fjeldene. Så kan vi pakke den med rygsæk inden i, og så anvende den i stedet for en almindelig rygsæk. Får vi så behov for, af uforudsete årsager, at måtte forcere en længere strækning hurtigt, så kan barnet nemt placeres i rygsækken.

Billede nummer 4

Når man vælger model, er det vigtigt, at man prøver flere modeller og er sikker på at den man vælger passer. Den skal være behagelig at have på, og jeg vil klart anbefale en model der kan indstilles til barnets størrelse. Her er et af de emner, hvor jeg vil anbefale ikke at gå på kompromis med kvaliteten.

Vores rygsæk er af mærket Macpac Possum. Den er helt utrolig slidstærk og sidder rigtig behageligt. Det ser ud til at den holder, så vi kan give den videre…