Motivation

Jeg ønsker mine børn mere ud i naturen

Det bliver bare ikke rigtig til noget…

Den travle hverdag suger alt energi ud af dig, og det er svært at få taget initiativet. Sådan er vi rigtig mange der har det – i hvert fald i perioder.

Læs her under nogle forslag til, hvordan du motiverer dig selv til at holde fast og få jer af sted.

Motivation til at komme ud i naturen

  • Sammenlign ikke med andre, end dig selv. Glem for en stund alt hvad du har hørt om, hvor meget andre kommer ud i naturen med deres børn. Fokuser på, hvor meget du selv har været det og gerne vil det. Hvis du gennemsnitligt har været af sted en gang om måneden det sidste halve år, så sæt som mål, at du fremover vil af sted en gang om ugen. Hvis det er et realistisk mål for dig, så er det motiverende i sig selv, når du først kommer i gang.

 

  • Hvis du synes det er besværligt, koldt eller ikke passer ind i alle andre gøremål, så forestil dig en succesoplevelse, du allerede har haft med dit barn eller dine børn. Husk den glæde og entusiasme barnet viste ved oplevelsen – se det for dig, husk duften, lyden og følelsen. Tænk på hvor mange gange barnet har talt om det siden.

 

  • Tænk på, at det er nu. Pludselig er børnene så store, at de tænker i helt andre baner for en tid, end ture i naturen, sammen med deres forældre… Jeg ved det er en kliche, men det ændrer altså ikke ved, at tiden flyver af sted. Pludselig er børnene fløjet fra reden.

 

  • Lav en liste med ting du VIL nå det næste halve år, sammen med dine børn; overnatte i telt, se tudse æg blive til haletudser i et akvarium eller komme på fisketur. Eller noget helt andet. Måske en aktivitet i hver måned. Planlæg det i kalenderen. Sæt en hel dag af til det om flere måneder. Prioriter det. Aftal med dig selv, at du ikke må aflyse. Aftal det med dine børn, så de holder dig op på aftalen. Fortæl det til venner og bekendte, så du ikke kan aflyse.

 

  • Husk, at du inderst inde godt ved, at I alle bliver SÅ glade for det, når I først er kommet ud af døren. Det sværeste er ofte at komme af sted.